Hanne Thorup Koudal

Plejehjemmet Frydenholm gjorde sig umage, men var ikke gearet til at passe så syge beboere, som min mor. Da hun hverken kunne tale ret meget, spise eller gå, var det svært for hende selv at få indflydelse på sin dagligdag. Hun var totalt afhængig af, at personalet hjalp hende med spisning (specialkost) og gav hende drikkevarer indenfor rækkevidde. Selv om hun nogle gange havde drikkevarer indenfor rækkevidde, skete det også, at hun var meget tørstig eller sulten, når familien kom på besøg. Det var også svært for plejehjemmet, at hun skulle have ilt døgnet rundt, og at hun skulle have meget medicin, og det var svært for dem at vurdere, om hun fik den rigtige medicin. Meget komplicerede patienter med flere forskellige kroniske sygdomme har behov for megen hjælp og pleje. Nogle af de ansatte var meget søde og meget dygtige til at forsøge at gætte mors ønsker, og det var rigtig kedeligt, at hun sjældent kunne spise den dejlige mad, der blev serveret på Frydenholm. Min mand og jeg nød at komme der på besøg, og blev ofte trakteret på kaffe og kage, og vi deltog også i nogle fællesarrangementer med mor, og det var hver gang meget hyggeligt. Jeg tror ikke, der findes nogle almindelige plejehjem, hvor man kunne have gjort det bedre. Det var en umulig opgave, min mor fik for lidt træning og for lidt hjælp - men det var både neurologisk afdeling i Hillerød og kommunens skyld. Man gør alt for lidt for patienter efter blodpropper i hjernen.

Bare at få en kørestol med nakkestøtte varede måneder - det lykkedes aldrig.

Talepædagog blev først iværksat 10 mdr. efter blodproppen, fordi jeg som datter pressede hårdt på. Smertebehandling var vanskelig, men der søgte vi hjælp hos Gentofte Hospitals Smerteklinik, der også gjorde deres bedste.