Ida Bojesen

Det er en rystende oplevelse at sætte sine ben på Plejecenter Sjælsø. Min farmor har fået en genoptræningsplads der og ingen har foretaget sig det mindste for at genoptræne hende. Hun har tabt sig mindst 5 kilo i den tid hun har været der og får ingen hjælp til personlig hygiejne, til at komme op og sidde eller til at gå en lille tur rundt på gangene. Nu er vi heldigvis en del familiemedlemmer der kan besøge hende, men jeg frygter for den patient der er i samme situation, men som ingen familie har. Denne patient er ilde stedt. Min farmor ligger helt alene og der er ingen af personalet der har tid til at tale med hende i blot 5 minutter. I går kom der en sosu-assistent ind uden at sige et ord; hjalp hende op i en stol og tændte for TV-et. Da min farmor hverken er dement eller tunghør, var der ikke megen underholdningsværdi i et børneprogram på fuld volumen - men hun kunne ikke nå fjernbetjeningen og sosu-assistenten var gået lige så hurtigt som hun var kommet. Heldigvis har vi fundet et andet sted til hende - for man bliver ikke rask på Sjælsø Plejecenter.