Karina Mezzolla Pedersen

#1
Karina Mezzolla Pedersen
1 bedømmelse
21.08.2011

Det er tydeligt at her foretrækkes børn, der kan klare sig selv – dvs. der ikke har brug for at sove til middag længere og som ikke længere bruger ble. Det var meget svært at få en aftale i stand om at min søn kunne få en middagslur og det med bleskift, var også et tovtrækkeri.

Selvom der står i årsplanen at der er sukkerpolitik, oplevede vi desuden, at der var flødeboller, kager, is osv. flere gange om ugen. Og at dette oveni blev brugt som undskyldning for at børnene ikke fik deres middagslur, idet de jo sikkert ikke ville kunne sove pga. for meget sukker.

Vi har ikke mødt en institutions kultur, der tager imod nye og små børn på en omsorgsfuld og respektfuld måde. Det er de voksnes ansvar at skabe et miljø hvor der er rart at være for alle. Dvs et miljø hvor man bl.a. taler pænt til andre børn og til voksne, og hvor de store tager hensyn til de små.

Jeg oplevede flere gang på de 14 dage min søn gik i Hans Egede, at han blev irettesat af andre børn og også af voksne, i situationer hvor han ikke engang kendte reglerne og hvor han desuden var for lille til at kunne følge dem. Det er ikke hans behov at blive irettesat, kaldt "bølle" og "bandit" og få at vide hvad man ikke må. Han har brug for at blive mødt der hvor han er i sin udvikling og få præsenteret tingene på en måde han kan forstå og har mulighed for at følge.

Den anerkendende pædagogik har tilsyneladende endnu ikke trængt sig på.

Vi har ikke oplevet noget venligt, imødekommende eller pædagogisk velfunderet sted, hvor børns behov ses og mødes. Derfor har vi følt os nødsaget til at flytte vores søn til en anden børnehave.

Jeg kan kun anbefale børnehavesøgende forældre at gå uden om denne institution!