Niels Christiansen
Da vi i 2010 skulle vælge skole til vores ældste søn på grund af, at vi af flere forskellige årsager havde fravalgt skolen i vores skoledistrikt, kontaktede vi Harte Skole, som vi havde fået anbefalet af forældre i vort nabolag.
Skolens inspektør, Louise Mogensen, inviterede os ud på en rundvisning og bad os komme kl. 08.00, så vi kunne opleve skolens morgensamling/sang på Skoletorvet. Herefter fik vi ca. 1½ times rundvisning på skolen. Dette var en rigtig god ”investering”, som gjorde det meget nemmere for os at træffe vores beslutning.
Vi faldt ret hurtigt for skolens værdier, hyggelige atmosfære og ikke mindst de grønne omgivelser, hvor børnene kan boltre sig i frikvartererne, og vi var hurtigt overbevist om, at Harte Skole ville være det rigtige skolevalg til vores søn.
Vores søn fik en rigtig god skolestart og havde nemt ved at klare overgangen fra børnehave til skole, da han ikke skulle vænne sig til en stor skole med mange elever og høje klassekvotienter.
Han er rigtig glad for skolen og nyder godt det store fællesskab, der er skabt på tværs af de to klasser i hans årgang både hvad elever og forældre angår. Lærerne er rigtig gode til at samarbejde på tværs af de 2 klasser, hvilket også smitter også af på børnenes sociale relationer og empati for hinanden.
Vi vil også gerne slå et stort slag for skolens SFO, som har et meget engageret personale, som ikke mindst i ”glidende overgang” (GLO) er med til at give børnene en god skole tilvænning.
Der er et rigtigt godt forhold børnene og personalet imellem og der afholdes mange gode SFO arrangementer bl.a. grill-fest, Disco, ”fælles fødselsdag”, Filmvestival, Mini-Ol, leg i hallen, bål, samt diverse ture ud af huset.
Desuden er det et stort plus, at Harte Gymnastik og Idrætsforening ligger lige ved siden af skolen, så selv de yngste årgange kan gå direkte fra SFO til hallens sportsaktiviteter.
Vi kan kun anbefale Harte Skole, og der er ingen tvivl om, at vores yngste søn også skal indskrives i det nye år.
Mette og Niels Christiansen, forældre til André 2.b