Rasmus Mauritsen
44 år, Aalborg C
Lækker sushi, men dog lidt svingende kvalitet af risene samt størrelse på rullerne alt efter hvilken kok der er på arbejde. Derudover er priserne steget meget over de sidste år, og det er i øjeblikket lidt over hvad der er rimeligt set i forhold til de andre storbyer. Bedste ret til prisen: Sticks med ris og tangsalat.
Udmærkede tapas, men vanvittig betjening. Tjeneren ødelagde meget af oplevelsen. Han optrådte bedrevidende og arrogant og gjorde, at vi på trods af den udmærkede mad (dog lidt små portioner, selv for tapas) nok ikke kommer igen. Alt fra at gøre grin med vores valg af vin til at antyde, at hvis han ikke tog kuglepennene fra os, så ville vi tegne på bordet (!!!).
Paradis Is åbnede igår og her én dag efter ville jeg se hvad al hype'en gik ud på. Jeg har rejst meget i Italien og har en stor forkærlighed for især isen. Butikken var lidt tom og bar præg af, at der lige var åbnet. Når det så er sagt var der ekstremt rent og pænt. Jeg købte tre kugler - kokos, vanille og hvid chokolade. Jeg har ladet mig fortælle, at man kan bedømme italienske køkkener på hhv. deres pasta cabonara og deres vanille-is. Hvis dét er i orden, så er resten som regel også... Jeg kan uden tvivl sige, at det er den bedste is jeg har smagt i Aalborg og at det slet ikke er sammenligneligt med almindelig "butikskøbt" is fra køledisken. Men fra Paradis Is til ægte italiensk gelato vil jeg dog mene at der er samme afstand. Isen var meget sød og havde tendenser af krystalisering på overfladen. Vanillien smagte en hel del af "køkkenskab" og de små kokos-stykker i kokosisen var bløde og gummi-agtige. Det værste var dog, at bægret var utæt. Da isen begyndte at smelte (og det gør den, når man har tre kugler - også en kold marts-aften) løb det altså ud over mit tøj. Katastrofalt problem for et produkt som typisk spises "on the go". Men når alt kommer til alt, så fortjener alle at prøve Paradis Is - det er nok i hvert fald den bedste is man kan købe i Danmark.
En ganske almindelig søndag aften. Middag for tre. Vi forventer ikke noget kulinarisk mirakel og bestiller spareribs og salatbar. Dertil fadøl. Betjeningen er sådant set i orden. Da drikkevarerne kommer snakker vi lidt videre men opdager så at en af øllene er fyldt med fluer. Ja! Fluer! 5 fluer på størrelse med en lille husflue flyder rundt i overfladen af min øl. Derefter lægger vi mærke til at lokalet er fyldt med bittesmå bananfluer: i vinduerne, omkring salatbaren, i loftet og især på toilettet. Det er den ulækreste oplevelse jeg nogensinde har haft på en restaurant. Tjeneren var selvfølgelig ked af det hele og drikkevarerne var på huset. Det fjerner dog desværre ikke det syn, der mødte mig da fem druknede fluer nærmede sig min åbne mund. God appetit?
Aalborgs bedste burger er fundet!
250g grillet oksekød (med mulighed for opgradering til 500g)
Bake-off rustik bolle med sprød skorpe.
Løg
Tomat
Syltede agurker
Relish/Chutney med bl.a. hele rosiner.
Tilbehør: Ovnbagte kartofler eller krydrede Pommes Frites. Heinz ketchup og mayo.
Pris: Under 100,-
Det lyder måske nok ret ordinært, men retten er i dette tilfælde yderst veludført. Nærmest perfektion!
Hvor kan man så få fingrene omkring sådan et bæst? Det kan man på Saltlageret i Jomfru Ane Gade. Prøv den. Nu.
Man skulle tro, at Jensens Bøfhus var et solidt koncept hvor maden var den samme uanset hvor man fik den. Det er ikke tilfældet her. Der er næsten altid noget galt med maden og personalet ignorerer en totalt.
Der er noget galt med denne restaurant - både hvad angår betjening og maden. Find et andet sted at spise - Aalborg har så mange gode alternativer!
Mange har tilkendegivet deres mening om netop denne Jensens Bøfhus her:
http://www.slagtenhelligko.dk/2007/09/20/jensens-boefhus-i-slowmotion/
Spiret laver god mad. Rigtig god mad!
Desværre er dette ikke nok til at give en overordnet god cafeoplevelse i mine øjne.
Jeg har spist på Spiret omkring ti gange, og kun én gang har jeg været positiv over betjeningen. Netop idag oplevede jeg en situation hvor et selskab blev afvist i døren under påskud af at køkkenet var lukket - dette på trods af, at der stod på døren, at køkkenet havde åbent 25 min endnu.
Jeg vil ikke kalde betjeningen dårlig - man får hvad man skal ha' og det er ikke unormalt svært at få kontakt med en tjener eller at bestille bord på forhånd. Det er personalets attitude, der er problemet. Man føler sig som gæst konstant til ulejlighed. Personalet har travlt med at gøre rent, tørre borde af, tælle penge op og snakke med hinanden om hvor trætte de er - ting som ville være ok hvis der var 5 min til lukketid. Idag oplevede jeg det 1 time og 45 min før lukketid. Personalet virker umodent og især uoplagt. At arbejde på Spiret virker til at være en sur pligt for mange dem - og det kan man mærke som kunde!
Kontakten med tjeneren er overfladisk, mekanisk og til tider lidt gnaven. Derudover kan man risikere at få et møgfald for selv at søge hen til et ledigt bord i en nærmest tom cafe, da tjenerne insisterer på at bestemme hvor du skal sidde.
Café Spiret kunne være en af Aalborgs bedste cafeer - men er det ikke. Kan du derimod leve med betjeningen, så går du en god og stabil MADoplevelse i møde!