Sune Darkner

Vi valgte i sin tid Ryvang 2 som børnehave til vores dreng da det tilsyneladende var et sted der virkelig kunne rumme drenge og piger med krudt i numsen og som forstod at se og møde børnene i børnehøjde. Vi har en dreng som har meget fart på og som elsker fysisk udfoldelse så efter at have læst og jublet over Ryvang 2's virksomhed plan var vi ikke i tvivl om at det var her han skulle gå.

Det var meget betryggende at alt var klart og tydeligt i virksomhedsplanen og bl.a. at indkøringen var tydeligt beskrevet. Vi følte os derfor velforberedte på hvad der skulle ske under indkøringen. Virkeligheden var dog langt fra beskrivelsen fra virksomhedsplanen. Første dag jeg ankom med min søn blev jeg bedt om at gå efter blot 2 timer. Det kom naturligvis bag på både mig og vores barn som begyndte at græde. Hele forløbet blev kortet ned til 2 dage og ikke en uge som beskrevet i deres virksomhedsplan.

Resultatet var et grædende barn på bagsædet i 3 måneder og efterfølgende 6 månender hvor han forsøgte at omdirigere os hver morgen på vej til børnehaven. I hele denne periode kom han hjem og sagde næsten hver dag "Der er ikke nogen af de voksende der passer på mig". Vi forsikrede ham selvfølgelig om at alle de voksne passede på ham. Vi fandt efterfølgende ud af at de rent faktisk have fortalt ham at de ikke passede på ham, hvilket er under al kritik. For det først siger man ikke sådan til et barn på 2 år og 9 mdr. som man er ansat til at passe på. En god analogi er at sige til et mørkeræd barn: Du skal ikke være bange og så lukke døren, slukke lyset og lade barnet være tilbage alene i det mørke rum.

Endvidere kan man på deres hjemmeside læse citat: "Vores opgave er at skabe trygge rammer for børnene, så de kan udvikle sig på egne præmisser, og så forældrene har tillid til børnehaven. Børnehaven er ikke et sted hvor børnene passes, men et sted hvor vi passer på børnene og udvikler dem". Hvilket står i skærende kontrast til virkeligheden.

Vi fortalte naturligvis børnehaven om vores bekymring og om hvad Vores barn sagde, dog uden at de fortalte os hvad der foregik og hvordan "De valgte at køre ham ind". De bad os blot om at lave hurtige afleveringer om morgenen.

Han havde aldrig været i institution før da vi havde boet i Boston da han var i vuggestue alder, så at komme fra at blive passet med et andet barn til at komme ud i Ryvang 2 hvor der er 79 børn 20 voksne.

Vi fik at vide at vi opførte os pylrede og at vi altså måtte have tillid til at de kunne deres kram, for som lederen sagde til mig da Vores barn startede derude, at de havde prøvet at køre alle slags børn ind, også dem der ikke havde været i institution før, og deres holdning til det var helt klart at alle børn uden undtagelser havde bedst af den model de praktiserede.

Vi blev også fortalt at de oplevede det som problematisk at Vores barn søgte de voksne i børnehaven og at han ikke søgte de andre børn, han var 2 år og 9 måneder da han startede.

De sagde til os at vi bare kunne aflevere til et af de andre børn om morgenen i stedet for til en af pædagogerne eller en medhjælper?

Når vi fortalte dem om at Vores barn sagde til os at han ikke turde gå ud på legepladsen fordi gederne stangede ham, sagde de at det ikke passede at gederne stangede og at det handlede om noget andet. Senere var der dog 2 pædagoger der indrømmede at gederne rent faktisk stangede børnene.

Vi talte som sagt om at tage ham ud af børnehaven, men blev så enig om at lige se det an til efter vi havde været på sommerferie. Det var svært for os at helt finde ud af om det virkelig bare var os der var lidt over pylrede (Vores barn er vores første barn) og det var første gang vi stiftede bekendskab med institutions verdenen.

Vi var næsten lige hjemvendt fra en måned sommerferie

da vi oplevede at blive forældre og Vores barn storebror til en lille dreng der blev født 9 uger før forventet fødsel.

Vores barn var med i bilen da hans mor begyndte at styrt bløde, og var kortvarigt med på skadestuen indtil han farfar kunne nå frem. Vi ringede naturligvis til børnehaven for at informere dem om hvad der var sket og at hans mor og lille bror lå på intensiv afdeling så de kunne støtte Vores barn som han nu havde brug for. Dette skete en søndag. Da vi kom tirsdag efterfølgende blev jeg mødt af en pædagogmedhjælper som hev Vores barn ud af hænderne på mig og sagde at jeg ikke skulle aflevere så sent. Hvorefter jeg naturligvis sagde at jeg lige skulle have 5 min til at forklare Vores barn hvad der skulle ske i dag. Han var åbenlyst påvirket af det der foregik i vores familie og jeg var, efter som jeg havde informeret børnehaven af den tro at de naturligvis vidste hvad der skete. Dagen efter kom samme pædagogmedhjælper og spurgte om jeg havde snakket med lederen om at aflevere for sent for det havde han nemlig på eget initiativ taget op, hvorefter jeg måtte forklare at jeg havde min kone og et for tidligt født barn liggende på intensiv og at komme til tiden i børnehaven ikke var det der havde højest prioritet. Jeg fandt lederen og spurgte hende om hun havde forstået hvad der var sket og hvad Vores barn havde været vidne til, hvortil hun svarede "Ja, der er børn der har oplevet det der var værre" [..].

Det viste sig at hun ikke havde sagt noget overhovedet til nogen i personalegruppen om Vores barns situation, hvorfor man kan spørge sig selv hvorfor der så står i deres virksomhedsplan at det er vigtigt at informere institutionen, hvis der er særlige forhold der gør sig gældende i familien som kan have indflydelse på barnets trivsel, når dette tilsyneladende ikke bliver videregivet.

Vi besluttede ikke at flytte Vores barn p.g.a. vores situation som var helt uoverskuelig. Vi havde simpelthen ikke resurserne til at lave research på en ny børnehave og få kørt ham ind et nyt sted og fordi vi syntes at det ville være for meget for vores søn at skulle opleve endnu en stor omvæltning.

Tiden gik og da Vores barn havde været i Ryvang 2 i et år var han endelig faldet nogenlunde til. Han fik nogen venner og vi syntes efterhånden det gik okay selvom vi stadigvæk ikke følte og velkomne i børnehaven hvor vi fik at vide "Om vi ikke snart skulle hjem" når vi kom for at hente vores søn og blev i 10-15 minutter for at vores søn lige kunne afslutte en leg eller vise og noget på legepladsen.

Da vi en aften børstede tænder på ham klagede han over at det gjorde ondt. Da vi så nærmere efter kunne vi se at tanden var slået løs og læbebåndet flækket. Vi var ikke blevet informeret om Vores barns uheld på trods af at det må ha' blødt en del og kunne ikke nå til tandlægen før dagen efter og tanden sidder nu lettere skævt og pga. det kraftige slag er tanden nu død. Endvidere tog det meget lang tid at finde ud af om det var blevet indberettet og blev først endelig afklaret 8 måneder senere da vi kontaktede den pædagogiske konsulent.

Endvidere har vi også oplevet at hente et åbenlyst sygt barn med feber uden at der er blevet ringet efter os. Han sagde efterfølgende at han havde sagt til en voksen at han havde ondt i maven og havde fået at vide at han kunne glemme alt om at komme hjem.

Da jeg (hans mor) var til et halvt årligt møde med en pædagog fra børnehaven i efteråret, lagde vi ud med at tale renlighed. Vores barn blev renlig da han lige var fyldt 3 år. I løbet af en sommerferie var han renlig i den forstand at han havde et uheld i ny og næ. Da der var gået et halvt år havde han kun uheld i børnehaven. Vi blev dengang enige med en pædagog (der ikke længere arbejder i børnehaven) om at ikke give det for meget fokus og at det nok skulle falde på plads når flyverdragten kom af til foråret og når det alt andet lige blev lidt nemmere at komme på toilettet. Vi ved godt at det kan tage lidt længere tid at blive renlig ude i institutionen end i hjemmet, så vi gav det ikke for meget opmærksomhed og væbnede os med tålmodighed. Men efter halvandet år syntes vi det var blevet et problem. Både fordi og det var den mindste grund alle de våde flyverdragter der skulle vaskes, men snarere det at vi kunne se at Vores barn led under at han ikke kunne, magtede, følte sig tryg nok til at gå på toilettet i børnehaven. Han var flov over at lave og tisse i bukserne og sagde ikke noget til de voksne, (det startede efter han havde haft en oplevelse med en pædagog der havde sagt "At nu var han sgu godt træt af at han gik og tissede i bukserne hele tiden".

Vores barn fortalte os at når de satte ham på toilettet i børnehaven så gik de ud i køkkenet for at drikke kaffe/snakke og at han ikke kunne kalde så langt som han udtrykte det.

Det samme har han sagt når han har fortalt om når større børn slår og "putter mit hoved ned i sandkassen" at de voksne er helt nede i den anden ende af legepladsen og at han ikke kan kalde så langt. Til samme møde fik jeg at vide at han skulle sige fra lederen og hun havde eftertryggeligt givet ham besked om at huske at sige at "Det var så godt vi endelig havde givet slip på vores barn". Øh undskyld sagde jeg, den tror jeg lige jeg skal have en gang til? Ja sagde pædagogen det var jo tydelig at vi var et forældre par der ikke havde kunne give slip på vores søn, men det var så godt vi endelig havde gjort det for se så hvordan han havde udviklet sig! Jeg sagde at jeg ikke var af den oplevelse at vi var et forældre par der "holdt fast i vores barn" og spurte ham så om han var bekendt med hvad der skete i vores liv da Vores barn var ny i børnehaven. Det var han ikke bekendt med, så jeg fortalte ham at vi havde fået et for tidlig født barn og havde været længe på hospitalet. Jeg sagde at jeres leder åbenbart ikke syntes der var nogen grund til at oplyse jer som personale om vores forhold i familien selvom det helt åbenlyst påvirkede Vores barn. Han sagde at det havde hans leder haft sine pædagogiske bevægegrunde for og at det var ligesom det med de børn de havde med diagnoser, det talte de heller ikke om?

Jeg sagde til ham prøv at sætte dig i vores barn sted for en stund. "Jeg er 2 år og 9 måneder, der er 79 børn og 20 voksne og 2 geder der stanger mig når jeg bevæger mig ud på legepladsen!" hvortil han grinede og sagde "Ja vi ved godt at det kan være meget svært for nogen forældre, men vi synes at børnene får så meget ud af de dyr og vi betragter dem som et pædagogisk værktøj" Okay, kan man bare placere en ged og så er den pludselig et pædagogisk værktøj? Jamen de stanger jo børnene og de små (og også nogen af de store børn) er skrækslagne for dem!

Han sagde "Når ja vi gjorde det måske også på den lidt hårde måde med med Vores barn. Hvad mener du sagde jeg! Ja når han kom og spurte os om vi passede på ham, sagde vi, fortalte pædagogen, Nej det gør vi ikke for herude i børnehaven er der ikke noget at være bange for, så gå du bare ud på legepladsen. Jeg var total chokeret! Har du sagt til mit barn at du ikke passer på ham spurte jeg? Ja og det gjorde alle de andre pædagoger og medhjælpere også. Det var vi enige om, for Vores barn havde brug for at løsrive sig fra de voksne som han søgte alt for meget og desuden så var der jo ikke noget at være bange for sagde han.

Jeg sagde at sådan kunne man ikke argumentere med et barn der ikke engang var fyldt 3 år! [..]

Endvidere kan vi nævne meget dårlig hygiejne, børn med manglende sko og overtøj på legepladsen. Meget høj musik fra gettoblastere på legepladsen der gør at man ikke kan høre hvis der er nogen der råber om hjælp, sammen med en legeplads der ifølge lederen ikke er sikkerhedsgodkendt. Hertil kommer at der ingen vikarer bliver brugt, men at lederen i stedet vælger at udbetale en bonus til sine ansatte for at løbe hurtigere hvilket statistisk gør at de er underbemandet 75% af tiden, hvilket må siges at være meget uforsvarligt med 79 børn.

I det halvandet år vores søn har gået i Ryvang 2 er 2 trediedele af personalegruppen blevet udskiftet som næsten udelukkende består af unge mænd i tyverne.