Thomas L.
Opfølgning på anmeldelse 29.10.2011 - Super kunde service:
Jeg er efterfølgende blev kontaktet af tandlægerne på Frederiksberg, og har modtaget forklaring, undskyldning og refundering. De virkede oprigtigt kede af det, og jeg er nu faktisk overbevist om, at jeg blot har været uheldig og de er selvfølgelig tilgivet igen.
Enestående kundeservice, at jeg personligt blev ringet op, fik tingene forklaret og vigtigst af alt fik en undskyldning.
Det skal også retfærdigvis siges, at den i anmeldelsen omtalte rensning faktisk har haft en god effekt, så den penicilin som de også var så søde at udskrive, får jeg alligevel ikke brug for, og tanden er nu infektionsfri, klar til at blive hevet ud snarest.
Jeg havde jo i mellemtiden fået tid til tandudtrækning hos egen tandlæge, som tjekkede tilstanden i dag, inden operationen/tandudtrækningen i næste uge. Han mente i øvrigt ligeledes at jeg blot har været uheldig, og mente tandrensningen bestemt havde haft den ønskede effekt.
Tak herfra for en god afslutning på en ellers trist affære. :-)
Jeg vågnede 04:00 om natten med alvorlig tandpine. Ringede tidlig morgen til Tandlægerne på Frederiksberg (min egen tandlæge havde lukket, da det var lørdag, og fik heldigvis en tid kl. 13:00 samme dag - Super Service så langt).
Jeg gjorde explicit opmærksom på i telefonen at jeg lider lidt af tandlægeskræk.
De var travlt beskæftiget, måske derfor blev min behandling til 450,- klaret på 5-7 minutter. Men 5-7 lange smertefulde minutter uden empati, forståelse eller ret meget forklaring forud for de smerter jeg blev påført. Der var tale om en visdomstand uden nok plads, hvis overlappende tandkødslomme skulle renses (da de alligevel ikke havde tid til at rive tanden ud). Der indsprøjtes noget rensende. Selvsagtens øger det trykket voldsomt. Og uden en kort forklaring om hvad der hele tiden skulle ske, kan jeg bedst beskrive oplevelsen som fysisk overgreb. Selv med vejrtrækningsøvelser til at kontrollere smerten, var det værre end noget andet jeg har prøvet hos tandlæger.
Efter betaling vaklede jeg svimmel ud til bilen, hvor jeg måtte samle mig i 15 minutter før jeg turde køre hjem uden risiko for at besvime af smerter i tanden/tandkødet.
Ting gør ondt, fair nok. Men nu har jeg haft "fornøjelsen" i nøjagtig samme tand for to år siden hos egen tandlæge, og det var omend ikke smertefrit, dog til at holde ud. Specielt den hastighed hvormed trykket stiger når den rensende væske indsprøjtes, og de ord der bliver sagt til én som forberedelse, eller ikke sagt, betyder meget for oplevelsen.
Jeg husker tydeligt at [tandlægen] kort sagde, at nu var [..] nødt til at være en skiderik overfor mig. Ja tak, skal jeg love for.
Retfærdigvis skal det siges, at de tilbød en tid mandagen efter til udtræk af visdomstanden (kotyme, da det nu var anden gang med samme problem, og den nok aldrig kommer helt frem). Men jeg tør naturligvis ALDRIG ringe til dem igen.
Godt at se andre har positive oplevelser, men føj, det har jeg ikke. Ryster stadig nu her 1 time efter.
Kære Thomas,
Jeg beklager frygtelig meget at du ikke føler dig godt nok forstået og at du oplevede smerter under din behandling. Det gør os meget ondt at høre, da netop dette er dét vigtigste for os på klinikken. Dét, at det SKAL være en dejlig, rar og smertefri oplevelse at komme på klinikken.
Den "tilstand" du har henvendt dig med på klinikken hedder: Pericoronitis. På dansk betyder det betændelse omkring en tands krone. Denne tilstand opstår ofte når en tand er delvist dækket af slimhinde (hud), hvor bakterier og evt. madrester lægger sig ind under denne slimhinde-lap. Da dette ikke kan fjernes med almindelig tandbørstning, opstår der infektion, der medfører hævelse, smerter og dannelse af pus. For at kunne behandle dette, bliver man simpelthen nødt til at skylle med klorhexidin under et temmelig hårdt tryk, for at kunne skylle disse madrester, bakterier mv. ud fra denne "lomme" af tandkød, der delvist dækker tanden. Dette kan være ubehageligt, omend kun for et ganske kort øjeblik. Når man har en stor infektion, er man derfor mere følsom overfor selv små påvirkninger, som eksempelvis skylning med klorhexidin.
Din tandlæge der har behandlet dig har vurderet at genen ved en bedøvelse, ville være større end selve skylningen. I dit tilfælde og ikke mindst taget din tandlægeskræk i betragtning ville det nok have være været nok have være bedre at lægge en bedøvelse forud for skylningen.
På klinikken ønsker vi KUN at have tilfredse patienter, hvorfor vi tilbyder dig en fuld refundering. Vi arbejder hver dag hårdt for at lave behandlinger af højeste kvalitet med de bedste materialer, skabe tryghed og generelt specialisere os i tandlægeskræk patienter. Netop derfor gør det os meget kede af det, at høre at du ikke følte at du fik netop den forståelse og smertefrihed, som er nøgleordene i vores måde at behandle vores patienter på.
Vi beklager endnu engang. Vi tillader os at rette henvendelse til dig i denne uge, mhp at refunderer din udgift.
Med venlig hilsen
Søren Sehested
Tandlægerne på Frederiksberg