Tove C.
Jeg har gennem 3½ år hentet mit barnebarn i børnehaven flere gange om måneden. Jeg er altid gået derfra med en stor glæde over og beundring for stedets helt særlige stemning. Jeg er selv lærer og har været betaget af den glæde, hensynsfuldhed og respekt jeg har set i børnegruppen. Jeg er sikker på, at Ryvang 2's meget bevidste arbejde med venskabsgrupper er en del af forklaringen. Hver eneste gang jeg har været der, har børn og voksne haft gang i et eller andet med hinanden. Nogen gange har det set skrupskørt ud - men det har altid udstrålet glæde. Som mormor har jeg nydt at høre mit barnebarn fortælle om "sin børnehave". Jeg har hørt hende synge, som jeg tror få andre børnehavebørn har gjort, og det med en helt unik kvalitet. Hun har gravet kæmpe huller i jorden og været salig over at bygge lysende vægge af is. Mit barnebarn begyndte i skole i sommer, og jeg er helt sikker på, at tiden i Ryvang 2 har været med til at gøre hende til en glad og stærk pige.