Plejehjemmet Strandhøj

Min mor kom på dette plejehjem i august 2015. Hun døde på sygehuset i januar 2017. Underernæret og dehydreret. Hun blev indlagt med lungebetændelse og hendes tilstand var så utrolig dårlig at hendes nyrer gav op. Hendes krop var så svag at man ikke kunne give hende den rigtige behandling. Hun blev indlagt om onsdagen og hun døde om lørdagen.

På den afdeling min mor boede på var der få mennesker om dagen, og en aftenvagt på en afdeling med 10 beboere. Vi har tit fundet min mor hele gennemblødt af tis og har skiftet hende selv. Hun fik ernæringsdrikke og jeg fandt ud af at de stoppede med at give hende dem. En af de ansatte sagde at hun ikke spiste dem og at derfor ikke var nogen grund til at give hende dem. Jeg ville ønske vi havde fjernet hende derfra allerede efter kort tid.

Jeg vil aldrig nogensinde anbefale andre mennesker at flytte til Strandhøj.

Jeg er nu kommet på Strandhøj i næsten 3 måneder og jeg er meget glad for stedet. Beliggenheden er enestående meddejlig udsigt over sundet. En dejlig gårdhave hvor man kan sidde i godt vejr og snakke med de øvrige besøgende. Cafeen er fin, udmærket mad og venligt personale. Strandhøjs personale hiver fat i os så vi får cyklet i gymnastiksalen og gået i gangbarren.

Hver gang jeg er derude går jeg helt ud i een af længerne imod Strandvejen og derude

er der udsigt over til Kullen - pragtfuld udsigt.

Beliggenhed højt over og tæt på og Øresund (et halvt hundrede meter), udsigt fra Helsingør til pylonerne på Øresundsbroen (på klare dage)

Rummelige, lyse boliger og fællesarealer.

Professionelle medarbejdere med empati, der skaber et godt klima.

Dagcenter og træningsfaciliteter med ergo- og fysioterapeuter.

Sang og musik på afdelingerne og fælles i cafeen.

Cafe Strandhøj, som oven over omtalt. Bemandet køkken pr. 9-10 beboere, hvor al mad til disse fremstilles (varm mad for det meste gode "gammeldags" retter).

Det er godt nok mange år siden, men mine børns oldemor boede på Strandhøj, men den oplevelse vi som familie havde var bare super god. Hun havde fået amputeret begge ben på grund af sukkersyge og var nok altid lige klar i hovedet, men hun fik lov til at ryge. Vi er tilbage til 1972, så jeg håber at det stadig er sådan.