Diverse, Vordingborg
Update 08-01-2010:
Jeg er i dag blevet ringet op af T.Hansen, som tilkendegiver at de har godkendt min reklamation, og at jeg vil få mit tilgodehavende udbetalt – på et tilgodebevis!
Frækheden kender tilsyneladende ingen grænser, men nu er min tålmodighed opbrugt!
Den – i øvrigt meget venlige ekspedient – forklarede, at det nu engang var dén besked som han var blevet sat til at give videre til mig.
Næste skridt: Civilt søgsmål!
Jeg bestilte et komplet sæt gasstøddæmpere + standardfjedre til min kones bil, en Audi A6 Avant (stationcar), via deres Internet hjemmeside.
Det vil sige, jeg blev ringet op af firmaet, som gjorde mig opmærksom på at hvis jeg skulle have de bestilte bagfjedre, skulle jeg starte med at betale et depositum på minimum 800 kr!..
Derefter kørte jeg til Vordingborg (40 km's køretur i forhold til min bopæl) for at betale depositumet. Først, da jeg havde betalt, fortalte ekspedienten at fjedrene "forresten var i restordre" - og han kunne ikke sige noget om, hvornår de kunne forventes til levering!..
Samtidig fik jeg besked på, at hvis jeg skulle have penge betalt retur fra T.Hansen, så kunne jeg ikke få dem ved kassen (som jeg lige havde betalt til). Nej, dét skulle gå via hovedafdelingen, som så skulle lave en bankoverførsel til kundens egen bankkonto!..
Et - for kunden - utilfredsstillende koncept, men.. med tanke på, hvilken forrentning det må give for virksomheden at kunne lune sig med kundernes penge i bare nogle dage (med så mange butikker på landsplan), kan man nok godt sætte sig ind i deres skumle taktik..
Jeg spurgte ekspedienten, om han nu også var sikker på at det var de rigtige fjedre. For stor havde min undren været, da der tilsyneladende ikke fandtes mere end 1 slags bagfjeder til en Audi A6.
Beskeden var, at der ingen tvivl kunne være – dette var den rigtige fjedertype til min bil (selvom stationcars typisk er en del tungere end sedan-modeller).
Nå, dagen kom, hvor jeg fik en sms om, at bagfjedrene lå klar til afhentning i Vordingborg-butikken. Jeg hentede dem, og gik straks i gang med at skifte både fjedre og støddæmpere ud på hele bilen.
Da så hele skidtet var monteret (det er altså en ordentlig omgang, selv for en rimeligt erfaren mekaniker som jeg er), kørte jeg glad bilen ud af mit værksted – kun for at konstatere at noget var helt galt: Bilen var alt for lav i bagenden, og for høj i fronten!
En køretur afslørede, at bilen føltes som om jeg havde 500 kg ballast i bagagerummet, og når jeg med meget lav hastighed kørte over et hastighedsbump, kunne jeg mærke støddæmperne gå helt i bund, så de ramte gummiklodserne!
Endnu en tur til Vordingborg-butikken, tale med en rar ekspedient, han kunne godt se problemet og ville straks bestille et nyt sæt bagfjedre, som med garanti kun var beregnet for Avant´en!
Allerede dagen efter fik jeg en sms om at fjedrene var til afhentning i butikken! Dejligt, men – efter endnu engang at have kørt til Vordingborg, måtte jeg desværre konstatere at det var nøjagtig samme fjedertype som jeg i første omgang havde fået leveret!
Ekspedienten kunne ikke forstå det, for – som han sagde – der stod i T.Hansens edbsystem, at disse fjedre var beregnet for en Audi A6 Avant, og kun dén model!
Nå, jeg var blevet så træt af at cirkulere rundt om disse elendige fjedre, at jeg nu ville købe et komplet sæt sænkningsfjedre i stedet – hvilket T.Hansen ikke kunne være behjælpelig med, så jeg måtte gå derfra endnu engang med uforrettet sag!
Hos en anden (seriøs) forhandler af autoreservedele i Næstved bestilte jeg så et komplet (TÜV-godkendt) sænkningsfjedersæt, som kom hjem til deres butik næste morgen kl. 08:00!
Sættet blev monteret, idet jeg undervejs lagde T.Hansen-fjedrene og de nye sænkningsfjedre ved siden af hinanden, og tog en stribe fotos som dokumentation, for at fremme forståelsen fra T.Hansen om, at dette var en veldokumenteret reklamation!
Efter montage havde bilen de helt korrekte mål, og var bare perfekt at køre i! En sammenlignende kontrolmåling af højden med T.Hansen-fjedrene kontra det nye 40mm sænkningsfjedersæt afslørede følgende:
Bilen var med T.Hansen-fjedrene 9mm lavere bagi, i forhold til målingen med et 40mm sænkningsfjedersæt! (Man behøver ikke være det helt store matematiske geni for at regne ud, at bilen med T.Hansen-fjedrene sammenlagt var blevet 49mm for lav)!
Forenden, derimod, var 35mm højere med T.Hansen-fjedrene end med det nye 40mm sænkningsfjedersæt, så ok, 5mm for lav havde da været ok – hvis dét havde været det eneste der var galt.
Med de oplysninger, samt diverse fotos af fjedrene (herunder den direkte sammenligning), kørte jeg endnu engang til butikken i Vordingborg.
Ekspedienten tog imod fjedrene og talte nu om, "at det jo kun var bagfjedrene der var noget galt med", og var rimeligt modvillig til overhovedet at tage imod forfjedrene!
Min reaktion og besked til ham var, at jeg under ingen omstændigheder ville "kombinere" fjedrene fra 2 forskellige fabrikanter, og at det jo netop var dérfor at jeg i første ombæring havde bestilt alle fjedrene hos T.Hansen.
En anden ekspedient i butikken (som åbenbart havde mere at skulle have sagt + hvid firmaskjorte på) havde lyttet lidt på afstand, og med en lidt godfather-agtig attityde dikterede han, at "dem ville de godt tage ind"!
Glad var jeg så, men kun indtil ekspedienten sagde, at "jeg ville få besked når de vidste noget"!?
Forklaringen var, at nu havde de indvilliget i – ikke at give mig pengene retur, men – at sende alle fjedrene til Middelfart for at få dem undersøgt om der var noget belæg for min klage!
Og hvis – men kun hvis – de godtog klagen, kunne jeg få mine penge retur (selvfølgelig via en bankoverførsel).
Til gengæld ville de nok "allerede" have svar til mig om en 3-4 uger!
Så, alt i alt har oplevelsen med T.Hansen (udover prisen for reservedelene hos dem) kostet mig følgende:
200 km's kørsel
Sænkningsfjedersæt
Utallige timer til montering og afmontering af fjedre
2 ABS-sensorer, som gik i stykker anden gang jeg skiftede fjedre
4 drivakselbolte (strækbolte)
Reservedelene + benzin alene beløber sig til omkring 5800 kr (udover de penge jeg allerede har betalt til T.Hansen) - og så har jeg intet beregnet for de mange timer jeg har forbrugt på kørsel, samt montering/afmontering!
Jeg venter stadig på svar fra T.Hansen..
Del dine oplevelser og erfaringer med T. Hansen Vordingborg til andre. Giv din bedømmelse, og vær med til at give T. Hansen Vordingborg det rette omdømme.
Upload billede af dig selv, hvor man kan se dit ansigt. Det kan evt. være det du anvender på Facebook eller andre sociale medier.