Astrid G. Jensen

#1
Astrid G. Jensen
1 bedømmelse
19.03.2013

Jeg kan på ingen måder anbefale denne cykelsmed og vil aldrig selv benytte mig af den igen. Jeg har aldrig været udsat for så grov og dårlig behandling.

Jeg indleverede en cykel med fladt bagdæk (dæk og slange var skåret op), men da det var en ældre cykel og jeg overvejede at købe ny, bad jeg cykelsmeden om råd. Skulle jeg købe en helt ny, eller kunne jeg lave dækket og nogle andre småreparationer og have en god cykel et års tid endnu?

Cykelsmeden vurderede, at cyklen var i god stand, og han ville ordne dæk, sætte nye skærme på og skifte baglygten.

Da jeg afhenter cyklen, har han valgt lidt dyrere metalskærme i stedet for plastik, fordi "de holder længere". Det accepterede jeg - i alt reparationer for 1300 kroner.

Da jeg kommer ud, virker gearet imidlertid ikke (det virkede fint ved indlevering) - den "springer over" i både 2. og 3. gear og skramler i 4.

Herefter følger 7 besøg hos cykelhandleren, hvor han forsøger at ordne gearet (med rustfjerner), hvorefter han konkluderer, at "cyklen har en gammel nav, og at det jo har været sådan hele tiden", og at "det ikke er hans skyld, at gearet ikke virker".

Jeg forklarer i en rolig tone, at jeg heller ikke mener, det er ham, der har ødelagt gearet, men at hvis han hele tiden har kunnet se, at der var en gammel nav, så skulle han jo ikke have lavet de efterfølgende skønhedsreparationer (dyre langtidsholdbare skærme til en cykel, der ikke længere kan køre ordentligt og en baglygte osv.) - især ikke, når vi havde en lang samtale, hvor han gav sit råd, og vi aftalte, at han skulle vurdere, om cyklen var værd at reparere.

Det ender med, at cykelsmeden overfuser mig i meget højrøstet tone og med mange skældsord og tager min cykel og smider den ud på gaden med ordene "du kan tage din skide cykel et andet sted hen". Herefter løber han ud i baglokalet og smækker døren.

Jeg har aldrig oplevet at blive behandlet sådan hos en forretningsdrivende, og jeg vil ikke anbefale andre at gå bruge denne cykelhandler.